Under præsentationen af en klangkoncert, indviede jeg forsamlingen i, hvad der er årsag til, at jeg laver klangoplevelser bla. klangkoncerter og klangbad med lydene fra klangskåle og syngeskåle.

Jeg fortalte om nærværet og den indre ro. Stilheden, der opstår, når klangene sættes i svingninger. Jeg nævnte stressen, der tidligere fyldte i mit liv. Jeg nævnte, hvornår jeg købte min første klangskål og jeg nævnte, hvorfor jeg købte den.

Men hvordan mit liv var op til stressen, midt i stressen, inden stress-kollapset?
Det fortalte jeg ikke.

Jeg føler, at tidspunktet er inde nu.

Vi skruer tiden tilbage…
9 år fra nu.

Jeg sad til møde hos statsforvaltningen. Vi skulle underskrive de papirer, der omhandlede skilmissen. Samtidigt blev samværet diskuteret.

Min eksmand var også i lokalet. Bare det var nok til, at jeg fik svedige hænder, tøre læber, hurtigere puls, blev stakåndet, svimmel, nervøs, angst. Min indre uro voksede. Stemmen dirrede, når jeg fik fremstammet ordene.

Jeg var ikke sluppet væk fra ham. Endnu. Slet ikke.

Min ven var der også. Han var min back-up og støtte. Jeg blev en smule mere tryg med ham siddende bagved. Men uroen var der stadig.

Så snart jeg hørte min Eksmand tale, så snart jeg så hans mimik, hans kropsprog og oplevede hans uudtalte ord, følte jeg det som nålestik overalt i min krop.

(lyt med her – til beroligende klangtoner og regnlyde)

Han kom ind under huden på mig. Om jeg ville det eller ej.

Det var ikke ordene han brugte – for jeg sad nærmest helt lammet på min stol, med en voldsom susen i ørerne. Ordene forsvandt. Det var ikke ordene, han brugte, men det indkodede kropssprog, der lod mig vide langt mere end de flatterende ord, der strømmede ud af hans mund og som de fremmødte i Statsforvaltningen fik af vide, det alt andet end ordene. Der gjorde mig utryg, bange og urolig.

Jeg følte mig fanget. Og var fanget.

Det var nærmest en hypnotisk tilstand jeg var i – den indvirkning han havde på mig.
Jeg forsvandt langt væk fra mig selv.
Han kunne få mig til alt. På denne måde.

Selvom den børnesagskyndige sagde, at med den sag, vi havde, så ville det være umuligt for ham/barnets far at få en dele ordning – således, at barnet skulle være lige meget hos os.

Bare det at være i rum med ham en time, måske to, var nok til at fundamentet slog revner. Inden i mig.

Jeg gjorde alt for at holde sammen på mig selv. Jeg ville være perfekt. Ingen skulle se mig græde. Eller se mig bryde sammen. Og mindst af alt skulle HAN se det.

Hjemme kunne jeg ikke slappe af. Min krop gjorde ondt. Som om jeg havde fået tæsk. Mange tæsk.

Men det var ikke fysisk vold. Det var psykisk vold, der fik mine muskler til at trække sig sammen – klar til kamp – klar til at flygte.

Nok mest det sidste.

I mit daglige liv kværnede tankerne løs i mit hoved. Kroppen var anspændt. Jeg havde migræne. Ondt i ørerne. Øjenbetændelse – bihulebetændelse. Mit immunforsvar var lavt, meget lavt.

Og så var der den konstante uro 24/7. Jeg kunne ikke finde ro. Og slet ikke om natten. Jeg var heldig, hvis jeg sov sammenlagt 2-3 timer.

Jeg var bange for at være alene, bange for at mærke mig selv. Bange for at være mig selv nær. Det var her uroen raslede løs i mig.

Jeg opsøgte en meditationslærer for jeg vidste, at jeg måtte starte et sted. Et for mig udfordrende sted. Jeg fik ene undervisning. Vi mediterede til lyset. Lyset eller flammen i mit hjerte.

Men allerførst måtte jeg lære teknikker til at gøre sindet fuldstændigt tomt for tanker!

Det var en proces en lang og svær proces – for mig. Min indre kritiker var snu at dukke op i tide og utide.

Også var der alle de projekter, jeg havde søsat.

Indeni kunne jeg mærke, at jeg snart ville styrte i afgrunden, at jeg ikke magtede mere i mit liv. Men alligevel fortsatte jeg.

Jeg underviste i billedkunst og havde flere ugentlige hold. Der var kunstudstillingerne. Også var der mit sociale liv, et netværk så stort. Og alle netværksgrupperne, som jeg havde udnævnt mig selv som tovholder for.

Selvom jeg sikkert havde mange nære venner, så følte jeg, at jeg manglede noget. Nogen.

Jeg var i mangel. Det troede min krop også. Jeg blev sulten. Skrupsulten. Jeg tog flere kilo på. Også selvom jeg gik til fitness og trænede. Svømning gik jeg også til. Og jeg cyklede.

Jeg dyrkede det udadvendte og aktive liv, samtidig med, at jeg var der for mit barn. Jeg ville være der for ham, mit barn – konstant. Måske var det en måde at råde bod på – alt det jeg følte jeg ikke kunne?

Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle være perfekt på alle livets planer. Det var et stort pres.

Jeg skulle også være en dejlig kæreste og der skulle være tid til resten af familien…

Det gik ud over hukommelsen. Jeg kunne pludselig ikke huske ansigter! Og jeg havde svært ved at huske, hvad veninden lige havde fortalt mig.

Migrænen meldte sin ankomst. Trykken for brystet, åndenød. Rygsmerter, smerter i hofterne, i benene og i musklerne – eller rettere laget imellem muskler og huden. Bindevævet.

Jeg boede 3 forskellige steder  på et år – og skulle jeg have hjælp til flytningerne og maling af vægge? Nej da.

Men pludselig en dag tippede læsset… Alting begyndte at blive for meget. Når jeg var ude blandt folk, på caféer, til sociale sammenkomster, i svømmehallen, steder med mange mennesker og larm, var det som om lydene forstærkedes. Og blev meget voldsomme, stærkere og meget mere intense. Ubehageligt.

Måske genkender du noget af det selv…?

Man kan dø af stress. Blive invalideret. Mærket for livet. Det lyder vildt at sige, at klangskålene reddede mit liv, men det passer!

 

Jeg er dag for dag blevet stærkere mere nærværende og oplever stor mental ro, også kropsligt.

 

Jeg glædes over at jeg to uger efter mit stresskolaps, der gav mig et tre-dobbelt kæbebrud og 12 flækkede kindtænder, fik den tanke at jeg da skulle købe mig en syngeskål! I realiteten vidste jeg ikke hvad jeg skulle bruge den til, men jeg fandt een, jeg følte skabte samklang med mig og min kæbe – resten af historien kender du sikkert.

Det mundede i hvert fald ud i at klangene, lydfrekvenserne – også dem man ikke kan høre med det menneskelige øre, gik rent ind i marv og ben. Fik knoglen til hurtigere at vokse sammen, smerterne til at tie stille og den anspændte krop til at finde ro og afslapning. Mine tanker forsvandt som dug for solen og som tiden gik, fik jeg mere og mere overskud. Overskud til blot at være. Mod til at være alene med mig selv. Indre ro til at styrke mig selv indefra.

Det har været en lang og sej rejse – men klangene hjalp mig med at finde mig selv.

Klangenes frekvenser hjalp mig med at blive nærværende, rolig og mindre anspændt. Frygten krympede og forsvandt fuldstændig. Den usammenhængende søvn blev bedre og jeg kunne sove flere og flere timer sammenhængende uden at vågne med et sæt.

Jeg fik det bedre og bedre trods det, at mit syn var blevet forværret under og efter kolapset, begyndte jeg at kunne læse blade og dernæst bøger uden, at bogstaverne hoppede og dansede foran næsen på mig.

Jeg fandt glæde ved de mindst ting.

Een syngeskål blev til flere syngeskåle og klangskåle og til sidst havde jeg en hel “klangfamilie” – med een meget gammel skål, nogle skåle der var helt nye og mange der var midt i mellem. Jeg begyndte at spille på dem, så de ligesom “sang” sammen med de andre og dannede flere toner, ja overtoner og klange, der virkede beroligende, drømmende og som gavnede ikke blot mig selv, men også mine nærmeste relationer og omgivelser.

Senere blev mine klangmeditationer tilbudt for andre udenfor mit netværk og en dag, blev jeg inviteret ud til en klangkoncert på en højskole, dernæst en kirke, derefter hos flere forskellige foreninger osv.

Jeg havde ingen hjemmeside, men alligevel rygtedes det i omgivelserne, at klangene var gode og velgørende.

Jeg har udfordret mig selv ved ikke at være den opsøgende, tovholderen, initiativtageren – men blot den afventende, som bliver inviteret ud for at tilbyde de forskellige netværk og fælleskaber en helt unik klangoplevelse.

Og nu, den dag idag lever jeg fuld tid af mine klangoplevelser. Jeg tager endda ud og formidler hvad klangmeditation, klangmassage og klangaktøruddannelsen kan gavne det enkelte menneske med, ja hele fælleskaber med.

 

Og da jeg selv har været igennem hele forløbet med flere sygemeldinger bag mig og med et alarmsystem, der konstant blinkede rødt – så mener jeg at jeg har ret mange gode råd til dig, der føler du er ved at bukke under med stress, på vej ud af stress eller dig med een i den nære omgangskreds, hvadenten det er een blandt kollegaerne eller dine venner – der er på vej ned med stress.

Jeg kender til bagsiden af mønten – til det at leve et liv i frygt og uro, til det indre pres. selvkontrollen, stoltheden. Jeg kender til tankemylderet, der ikke efterlader et roligt øjeblik og jeg kender til følelsen af svigt og afmagt.

Jeg ønsker dig en dejligt dag også selvom det eneste du magter er at ligge i sengen under en varm dyne.

 

Klanghilsner
Anne Viese

Www.klang-oplevelser.dk

Mobil 60 661 631
CVR-nr. 36370740