Min baggrund, et par ord om mig.
Jeg er et menneske ligesom du er det. Jeg hedder Anne. Jeg er født og opvokset i Odense i den del der hedder Pårup. Min mor og far har aldrig været gift eller boet sammen. Min mor var enlig forsørger og sørgede for at vi aldrig manglede noget. Jeg masser af gaver, sjældent menneskelig opmærksomhed og meget sjældnere blev jeg set som det individ jeg er, jeg blev mål og vejet udfra, hvad jeg kunne, hvor meget jeg kunne smile og ud fra måden, hvorpå jeg formåede at holde facaden.
Oftest måler vi vores liv i materielle goder. Hvordan vi bor , hvordan man går klædt, hvilke ting man har, hvilken titel man kan sætte på sit liv og virke. Man måles og vejes i de ord man vælger at sige eller ikke at sige. Man bedømmes ud fra, hvad kan man lide at lave, hvilke interesser eller hvilket virke man har fået bygget op.
Min mor var altid optaget af at berige mig med masser af fritidsinteresser. At fylde min tid ud noget, så jeg ikke havde en eneste pause, hvor jeg kunne bruge tid på at lande i det der var mig, min krop .
Alting handlede om, hvor god jeg var. Var jeg god til at sidde stille, være stille eller var jeg god til at være en god datter?
Hun mente at ethvert sundt menneske skulle have fritidsinteresser, som man dyrkede på så højt et plan, at man altid vandt præmier og dermed anerkendelse. Så masser af tid gik der med dels svømning, udspring, dykning, gymnastik, ballet, skydning, klaverspil, teater, madlavning og at være et godt forbillede for min yngre bror.
Jeg holdt rigtig meget af at tegne og være kreativ, at meditere og spille orgel, men det var der ingen fremtid i, mente min mor.
Jeg var elite og konkurrence svømmer. Jeg var til stævner og pressede mig selv og min krop til det yderste. også under træningen. Jeg begyndte at presse mig så jeg med perfektion kunne være overperfekt. Jeg pressede mig selv til det yderste i alle livets aspekter. Jeg ville være en vinder. For kun på den måde kunne jeg vinde min mors anerkendelse. Men det eneste jeg vant var en bedømmelse på hvad jeg kropsligt kunne præstere. Det jeg tabte et sted på vejen, var mig selv, selvet og kontakten til sjælen, nærværet til livet.
Min mor sagde altid: “Du er en vinder”. Men hvad var der at vinde, når man har tabt nøglen til sit eget liv?
Min mor sagde altid: du må love mig, at du fortæller mig hvad dine venner og veninders forældre beskæftiger sig med. Du må fortælle mig, hvad de laver og hvordan de bor. Du må lægge mærke til hvordan de går klædt hvad de siger og hvordan. Når jeg fandt ud af dette og derefter berettede hende om min barnlige måde at se og opleve mennesker på, vrængende hun altid med forargelse i stemmen.
Hverken jeg eller de mennesker, jeg var sammen med formåede at leve op til hendes forventninger.
Jeg forstod aldrig som barn, hvordan det kunne være hun havde sådan en trang til at måle og veje de relationer jeg havde. Jeg nærede stor tillid til hende, for hun vidste altid noget om mennesker. Hun vidste, hvem der ud fra deres baggrund, var gode og hvem der ikke var gode for mig.
Men jeg forstod hende aldrig. Jeg så det enkelte menneske og i deres nærvær kunne jeg mærke om de var sande i det de sagde og gjorde.. Var de nærværende. Kunne vi sammen være nærværende og så vi hinanden som det enkelte menneske vi var uden at sætte guldmedaljer på hver en præstation?
Mine venner og relationer ville jeg ikke veje efter en bestemt måde at tale på, at gå på eller at vise omverdenen hvor mange certifikater, bedømmelser og guldmedaljer man havde fået. Det jeg ville var at være sammen med det enkelte menneske. Jeg ville se det og jeg ville selv kunne mærke vedkommendes nærvær. Var nærværet der ikke, så kunne jeg enten arbejde på at de blev mere nærværende eller også kunne jeg vælge at gå andre veje.
Jeg har aldrig været glad for at se mit liv blive udstillet og mål og vejet ud fra hvor langt eller hurtigt jeg har svømmet, dykket, gået cyklet eller løbet. Jeg vil hellere dyrke meditationens kunst, hvor det handler om at være til stede i livet. Bare være. Være til stede i nuet uden at blive målt og vejet ud fra hvilken baggrund, der nu en var den rigtige.
Min søn sagde da han var yngre “din munk” og han har sagt så meget andet, der vækkede en form for samklang i mit indre. Jeg har i mange år levet som en munk, dyrket munke tilværelsen, på trods af at jeg som menneske er en kvinde. Jeg har en masse certifikater der fortæller at jeg har brugt meget tid på kaligrafi, kunsten at skrive smukt. Jeg har dyrket kampsport, været elite svømmer og jeg har cyklet land og rige rundt. Jeg har rejst som backpacker og jeg har dykket i nogle af verdens smukkeste koralreve. Jeg har udfordret mig selv på at springe ud fra umenneskelige højder, både fra vipper, klipper og flyvemaskiner. Jeg har overlevet forholdet til min mor og til andre efter hendes mening rædselsfulde mennesker. Jeg har besteget bjerge og har udholdt de værste mareridt, som livet har budt på. Og alt det har tilsammen beriget mig med skatte jeg ikke ville have fået, hvis ikke jeg havde begivet mig ud på den rejse der omhandler at være menneske. Lige her og ligenu.
Det menneskelige nærvær og samklangen
Næsten som med klangskåle der danner en “familie”, kan man tale om at svinge godt eller mindre godt sammen. Man kan tale om at skabe den gode samklang, om at være nærværende, at se hinanden, sanse og fornemme hinanden. Om det at stille sig hen til det familiemedlem som man klinger godt sammen med, det skaber et samlet hele og et (lyd) billede af hvordan familien eller gruppen har det. Eller får det bedste ud af det – afhængigt af hvem man stiller sig sammen med i familie opstillingen.
Det menneskelige nærvær.
Nogle skåle klinger godt sammen og kan opbygge og fremskabe ekstra tone arter. De kan vokse i den samklang der opbygges. De kan forsvinde i den dissonans der opstår og bliver til differens. De kan ved at stå sammen tale/ synge hinanden ned. Slukke hinanden fuldkommen og helt. Men stiller de sig et nyt sted, kan tonerne atter vende tilbage. Det enkelte menneske eller den enkelte klangskål er ikke en ubrugelig en af slagsen. Den mangler blot at flytte plads, få plads, gives plads. Lidt efter lidt kan der sættes gang i skålen. Ikke for meget ikke for lidt.
Når skålen eller mennesket stille og roligt vender tilbage til sin egen grundplans omend der skal bruges tid, tålmodighed og ikke mindst ro og nærvær, så må der tid til. At blive hel.
Min baggrund – for at dyrke nærværets kunst
Med udgangspunkt i min baggrund for at dyrke nærværets kunst er det helt grundlæggende udgangspunkt, når du ser mig ude i livet hvor oplevelser med klange er omdrejningspunktet.
Uden det at jeg er nærværende kan en klangoplevelse aldrig finde sted. Ikke een af de nærværende af slagsen.
Ro og nærvær
Roens og nærværets aspekt er altså ingredienserne for det jeg forbinder med at være menneske. Hvis jeg kan være med til at sætte fokus på at bringe en større ro ind i livet hos dig. Og hvis du har succes med dels at mærke, sanse roen og være i roens aspekt, kan du også bringe roen ud i dit liv, dine menneskelige omgivelser.
Når roen manifesteres kan nærværet fødes. Når du træder ud af dagligdagens vaner og hverdagens trummerum og ind i nærværet. Kigger på det nære. Oplever det nære. Manifestere det nære, sanser og rummer det nære, først da er du nærvær. Du kan begynde at tænke på en nærværende måde. Du kan handle som et nærværende individ. Du kan være sammen med dine medmennesker og rumme dem alle på din egen nærværende måde.
Når jeg renser sindet for tanker, er det som at vidske tavlen ren. Når tavlen er ren, kan jeg gøre sindet klar til at lytte til sjælens budskaber.