Magtkampen om hendes sjæl
Om det at miste kontakten til sin sjæl
Idag jeg har noget ganske andet på hjertet, end mine sædvanlige klangoplevelser. Jeg har skrevet starten på en novelle, som jeg håber du vil tage dig tid til at læse.
Af og til manifesterer der sig ord, sætninger og stribevis af billeder sammensat af følelser, hvilket belyser et emne fra alle vinkler. Det er oftest temaer, jeg ikke kender noget til, ikke i det skrevne øjeblik. Når jeg mange år senere læser det, jeg har skrevet, oplever jeg at det giver dyb mening.
Det er næsten som om min sjæl viser mig i billeder, ord og lyd, hvad det er den har på hjertet. Jeg er altid spændt på hvornår budskaberne kommer, for jeg er ligesom dig kære læser ligeså nysgerrig på fortællingen, handlingen i nedenstående novelle, som starter sådan her:
Magtkampen om hendes sjæl
1. Kapitel – Kontakt
En pige kom hen til mig og spurgte om jeg kendte Tim. Det undrede mig, at hun spurgte. Men jeg kunne se på hendes øjne, at de blev jaget. Hun var jaget.
Vi befandt os i et lokale med en masse borde og stole i midten og en bagerdesk i den ene ende af lokalet med folk, der stod og ventede i kø for at handle og betale.
Hun ville vide, hvordan Tim havde været (som kæreste) overfor mig og hvad hun skulle gøre. Eller forvente. Kommunikationen med hende gled ikke perfekt og hun spurgte dels lidt for direkte og dels ret akavet med en sløret, utydeligt og lav stemmeføring om en mandsperson, jeg allerhelst ville glemme.
Kom nu til sagen, tænkte jeg. Jeg var ikke helt med på, hvad hun egentlig ville, for pludseligt forsvandt hun…
Jeg kiggede mig rundt i lokalet, længe. Hov! Nu så jeg hende. Hun kom igen flagrende ind i butikken. I stedet for at gå hen til mig og fortsætte kontakten, var hendes blik rettet mod butikkens fjerneste væg.
Hun lagde hånden mod væggen, skabte kontakt. Herpå lod hun den glide langs væggen mens hun skridt for skridt bevægede sig med urets retning rundt i lokalet.
Hun gik langs lokalets vægge rundt og rundt mange gange med hænderne, der skulle røre væggene hele vejen rundt i lokalet. Det første, der faldt mig ind om hende, var, at hun havde OCD, at hun fik tæsk og var rådvild; ude at stand til at stoppe det, der ikke var rart. Og så kontrol. Jeg tror, at hun følte, at hun kunne genskabe følelsen af kontrol, hvis hun talte de gange, hun strøg sin håndflade mod væggen.
Opstod der situationer, hvor hun blev forhindret og afbrudt på grund af handlende mennesker, der klumpede sig sammen i køer op af væggen i lokalet, måtte hun vente til de var vi, hvorpå hun måtte gøre det om. Det var som om hun havde brug for denne væg kontakt. Det var som om det gav hende styrke. Og mod.
Jeg havde god tid og jeg var tålmodig. Jeg kunne godt vente. Med at høre, hvad hun havde på hjertet. Jeg ventede og gav hende tid til at gøre, hvad hun måtte gøre, før hun kunne skabekontakt, menneskelig kontakt med mig.
Ja indrømmet: jeg stod og krummede tæer over synet af hende og omgivelserne. Jeg havde lyst til at gå, forlade lokalet inden hun atter kom hen til mig, svedig og forpustet.
Hele hendes mimik, også denne optræden, gjorde at jeg blev, for jeg vidste, at jeg skulle sige til hende: “Flygt!! Tag det vigtigste med dig og løb langt væk. Fra ham.”
Men jeg opdagede snart, at det var ikke ord, hun ville lytte til eller handle på – det skræmte hende blot. Pigen, med det i forvejen skræmte udtryk… Kroppen sladrede.
Magtkampen om hendes sjæl
2. Kapitel – Grænser
På en måde skræmte hun mig. Den alt for direkte måde, hun var på, hvor hun gik lige ind i folk, hun ikke kendte. Talte om ting uden filter, uden indpakning.
Hun formulerede det hun ville vide med en enkel sætning. Som om hun ikke vidste noget om den normale måde at kommunikere på eller noget om den fysiske afstand, der er, når to mennesker, der ikke kender hinanden, mødes.
Hun stod alt for tæt på mig. Jeg følte min personlige sfære blev overtrådt. Jeg trådte et skridt tilbage. Hun kom nærmere. Ingen grænser. Ingen idé om værdien af grænser. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne som for at bevare mig selv, mit personlige rum. Også lod jeg hende tale frit fra hjertet.
Stakåndet, få ord og korte sætninger formulerede hun uden at kigge mig ind i øjnene. Blikket var tomt og fortalte mig at hun havde svært ved at mærke sig selv. Hun følte intet, fordi hun ikke længere kendte sig selv.
Sjælen, gnisten og glæden ved livet, var på vej væk. Som en levende død bevægede hun sig rundt i livet. Det eneste der adskilte hende fra en zombie var at hun kunne tale og tænke med hovedet og føle med hænderne. Hoved og krop var to adskilte dele. To lande med fuldtoptrukne grænser.
Den eneste måde, hvorpå hun kunne bevare den kontakt, vi havde, gik igennem hendes håndflader. Hun var atter borte.
Men ikke længere væk end, at jeg kunne følge hende med øjnene – hele vejen rundt i lokalet.
Jeg håbede på, at køen af mennesker ville ebbe ud eller helt forsvinde, så hun uden forhindringer, kunne lade hånden glide langs væggenes overflader. Jeg ved mig selv at tryghed fik hun skabt i sit indre, og at den tryghed havde et tal. Det var det tal der afgjorde hvor mange gange hun skulle gå rundt, før hun kunne genoptage vores samtale.
Hun kom atter tilbage – helt tæt på. Som to tætte veninder, stod vi der og snakkede. Uden grænser og uden filter. Hun mærkede ikke sig selv, kendte ikke sine grænser, kendte ikke folks grænser, tænkte slet ikke på dem.
Men hun vidste eet og det var, at jeg havde kendt Tim og jeg måtte fortælle hende om ham, om hans dårlige sider. Så hun kunne vide, at det ikke var hende, der var helt galt på den.
Men væk kunne hun ikke komme. Han havde fanget hende i sit net. Hun ville blot vide, hvad mere, der ventede hende.
Alt det psykiske, de usagte ord. Afstanden også piskene, ordenes piskeslag efterfulgt af tavshed. Total ignorering. Ondskab.
Det var spillet fra hendes barndoms opvækst, der spillede på de tangenter, hun kendte så godt. Som for mig virkede skræmmende. Men velkendte og trygge for hende.
Magtkampen om hendes sjæl
2. Kapitel – Grænser (fortsat)
Når man mister sig selv og kontakten til sin sjæl, er det ikke sket over en enkelt nat. Det er kommet snigende. Lidt efter lidt. Ubemærket.
Som et løg, hvor hver enkelt løgring bliver pillet af – bliver man mindre og mindre beskyttet. Når man står der helt ubeskyttet og blottet for omverdenen, kan man hverken mærke sig selv eller andres grænser.
Hun ville normalt ikke gå ud at søge hjælp, men hun var på vej til at miste den sidste rest af sig selv.
Den sidste løgring var hendes eneste håb om at kunne redde sig selv.
Og hun ville vide hvad hun var oppe imod. Hvad mere der ville komme. Hvis bare hun fandt ud af hvad det var hun kunne forvente, så kunne hun bedre beskytte sig selv. Og dermed kunne hun kæmpe om sin sjæl, det af den der var tilbage. Hun ville ikke miste sin sjæl og dermed kontakten til sig selv. Hun ville bevare håbet om at hun en dag ville slippe levende ud af det mareridt hun dagligt levede i.
Hvordan kunne jeg hjælpe hende bedst muligt? Skulle jeg sige, at hun burde flygte fra ham, fra kæresten. Så hun kunne slippe med livet i god behold. Skulle jeg opfordre hende til at læse bøger om magtfulde mennesker i håbet om at hun kunne lære at reagere og agere anderledes?
Hvad kunne jeg gøre for hende for at forhindre hende i at opleve, hvordan han var mester i at spinde net, som edderkopper. Et net der dag for dag spindes større og stærkere.
Skulle jeg fortælle hende at det forhold hun var i ikke var sundt at være i. Hun måtte væk, gøre det forbi med ham, sætte sin grænse og holde ham på afstand. Ville det hjælpe? Nej det ville det ikke.
Jeg vidste fra mig selv, at jeg inderst inde godt vidste, hvad der skete. Jeg vidste det alt for godt. Men jeg havde det som en fisk der var svømmet ind i fiskerosen. Og for sent opdagede at der ingen vej ud af det, var.
Jeg kunne føle det i hver fiber og hver muskel af min krop. Mit forhold til ham var fortid, hendes var kun lige begyndt. Han havde været hurtig og snedig som en ræv, der luskede rundt i mørket satte han fælder op.
Han var mere ti skridt foran hende.
Hun kunne umuligt undslippe. Ville det være en hjælp og støtte for hende at få et falsk håb at læne sig op af eller skulle jeg fortælle hende sandheden? Jeg var i vildrede.
Hun kunne godt selv se, at hendes forhold ikke var sundt. Hun havde gang på gang fået af vide at hun bare kunne gå. Terapeuten havde sagt det.
Han havde utallige gange hvæset det som en prustende tyr hvæset ind i ansigtet på hende, når hun havde sagt at hun mente, at deres forhold skulle tages op til overvejelse. “Jamen du kan jo bare gå” sagde han, mens hele hans krop viste, at det kunne hun lige vove på at gøre. han ville sætte efter hende. Overrumple hende og gøre hende ude af stand til at gå, løbe eller kæmpe imod.
Hvis det ikke skulle være dem kunne hun jo bare sige at nu skulle forholdet ende. Det de havde eller ikke havde sammen, skulle ophøre og dermed slutte.
Jeg vidste godt, at han ikke accepterede et nej. Ingen måtte sige nej til ham. Ingen skulle gå fra ham. Ingen kunne tillade sig at sætte grænser overfor ham.
Det havde hun nok allerede erfaret. Han afstraffende måde at bure hende inde på kunne ingen terapeuter sætte sig ind i eller rådgive ud fra.
Hun kunne umuligt sige fra og sætte sunde grænser overfor ham. Hun kunne umuligt flygte og forsøgte hun ville hans had til hende mangedobles. Skulle jeg være den der gav hende håb, skulle jeg blot lytte eller skulle jeg komme med (gode og velmenende) råd?
Jeg vidste godt, hvad hun havde brug for. For ikke konstant at føle sig ude på dybt vand. Og det vidste hun inderst inde også. Det hun havde brug for var, at jeg var der. Lyttede.
Hvad hun havde brug for, var at jeg tog mig tid til at lytte
Uden fordømmelse og uden forudfattede meninger og krav som skulle opfyldes på en bestemt måde.
Overlevede hun det her, ville jeg for evigt være i hendes hukommelse med stor taknemmelighed ville hun føle sig forbundet med mig, hvis hun oplevede mig som værende en person med:
- tålmodighed kunne lytte
- overbærenhed kunne forstå
- nærvær kunne være den klippe af indre ro, hun manglede
Det, at hun havde mødt mig, talte med mig, var nok. En-vejs kommunikation hvor hun talte og jeg lyttede med et roligt nærvær. Uden forventning og uden krav. Uden et ønske om at få noget igen.
Magtkampen om hendes sjæl
3. Kapitel – Splittet
Rigtigt eller forkert. Hvad er op og ned. Hvorfor lystrer min krop ikke mine tanker?
Hun ville vide hvorfor hun altid var så optimistisk – hvorfor hun altid havde brug for at sige ja når hun mente nej? Hvad var det der gjorde at hun ikke turde gøre modstand og altid fandt sig i det han krævede af hende. Sammen med andre turde hun godt. Men sammen med ham turde hun ikke sige fra. Sammen med ham var alt hvad hun turde sige; ja.
Vil du med på ferie? Ja!
Vil du have et spark bagi. Ja!
Vil du med ud at handle? Ja!
Vil du have revet dit fodled over? Ja!
alt hvad han sagde, sagde han i samme tonefald. Uden et frækt blik i øjet uden tegn på at han jokede, selvom hun indeni overbeviste sig selv i at det var den måde han viste sin kærlighed til hende.
Uden en trækning i ansigtet, kunne hun ikke læse ham. Mente han det eller var det for at være sjov, at han sagde det til hende. Hvorfor havde hun en følelse indeni der gjorde hende utryg hvis tanken faldt på at sige nej. Modsige sig at han ville gøre hende ondt?
Hvorfor føler jeg mig splittet?
Hvad er det der gør, at jeg føler mig splittet, spurgte hun. Hvorfor kan jeg ikke samle mig , samle mine tanker, min krop og føle helhed.
Hvorfor føler jeg det som om, han i det stille, har lagt en usynlig lænke omkring min hals, mine arme og mine ben. Hvorfor opdagede jeg det ikke? At han splittede mig af i stumper og stykker…
Splittet. Rigtigt og forkert. Op eller ned?
Magtkampen om hendes sjæl
3. Kapitel – Splittet (fortsat)
Tanker og modsatrettede følelser. Er det jeg tænker (og føler) rigtigt eller forkert?
Hvordan kan vold med ord påvirke og pådrage een sår på psyken, sår på sjælen. Hvad skete der, hvad var det, han gjorde i – det usynlige – og som tydeligvis havde så stor en magt og kontrol over mig?
Hvad var det jeg ikke så? Hvorfor kunne noget så simpelt som et enkelt ord, føles som om hele verden væltede.
Hvem er jeg egentligt? Og hvad er det egentligt, jeg har brug for? Hvorfor kan jeg ikke mærke mine behov?
Handler jeg rigtigt nu?
Rådvildhed. Tanker, der kører rundt i manegen med: Var det ikke blot mig, der var nærtagende? Tog jeg de rigtige beslutninger? Han har ret, jeg er fuldstændig hjernelammet; jeg fatter ikke en skid!
Set i det perspektiv af, hvad der reelt kan ses – med det fysiske øje, dig som tilskuer: Så ville svaret jo være: “jo det kunne se ud som om, du bare er nærtaget!”
Du kan jo trække vejret lidt dybere og så skal det hele nok gå, bare vent og se…
Men set fra det usynlige plan, “så nej – du vil blot blive viklet mere og mere ind i hans net. Til han ved, hvor han har dig. Til det punkt, hvor du næppe kan flygte eller rettere næppe tænker tanken. Først der vil han holde inde. Så har han dig i sit usynlige fængsel holdt indespærret. Til evig tid.”
Magtkampen om hendes sjæl
4. Kapitel – Et ukendt minefelt
Den mand, der udnævnte sig selv som ekspert i sprængfarlig adfærd.
Da hun endeligt havde ro nok indeni, satte hun sig på en stol ved siden af mig. Hun lagde begge sine hænder med håndfladerne nedad på bordet foran sig. Så trak hun vejret dybt og på udånding sagde hun den sætning, der havde boret sig ind i hendes sind efter det første møde med den mand, hun troede var selvironisk:
“Du tror det er løgn det, jeg fortæller dig, men jeg er ekspert i sprængfarlig adfærd”
Den sætning havde moret hende. Og hun brast i latter så tårerne trillede. Flækkede sammen af grin over de morsomheder han slyngede hen over bordet til hende.
“Alt hvad jeg gør, er for min egen vindings skyld!”
Igen kunne hun ikke lade være med at grine. Han var for sjov ham Tim. Og det bedste af det hele var, at han ikke fortrak en mine. Han hverken viste tegn på alvor eller leg. Hun vidste, at det var fordi han var en knalddygtig entertainer, at han beholdt masken.og ikke fortrak en eneste mine.
Den mand, der udnævnte sig selv som ekspert i sprængfarlig adfærd.
Og noget af det første han havde skrevet til hende var:
“Du er ikke min type”
I hans profil tekst stod der at han var selvironisk, havde humør og var altid frisk på en sjov aften med skæve jokes. Rammen var sat. Og hun glædede sig allerede til at møde ham.
“Hvem har sagt, at jeg har lyst til at være sammen med dig?”
Igen een af hans morsomheder. Hun elskede ham allerede… Læs fortsættelsen på Kapitel 4: “Sprængfarlig adfærd”