Engang var jeg så stresset, at jeg ikke kunne huske, hvad mine veninder havde fortalt. Jeg kunne i pauserne imellem vores sætninger ikke huske, hvad der netop var blevet talt om. Jeg kunne end ikke huske, hvad jeg selv lige havde sagt!
Samtidigt havde jeg en altoverskyggende hovedpine, der bare ikke ville forsvinde. Jeg husker mine ture i svømmehallen, hvor jeg forsøgte at standse tankemylderet med at holde mig nærværende og tælle de mange baner jeg fik svømmet. Når jeg stod under bruseren, der hamrede ned i min hovedbund, føltes denne vand-massage som ren velvære, og var vel nærmest den eneste grund til at jeg kom i svømmehallen. Og jo fysisk træning standser nogengange også den del af tankemylderet og bekymringerne overfremtiden og fortiden. Men kroppen havde bare allermest brug for hvile. Og det var mit største problem; min krop kunne ikke finde hvile. Den var i et evigt alarmberedskab, evigt på flugt, altid på vagt, somom jeg troede jeg blev angrebet af en ulv i natten, ja ikke kun om natten på alle tidspunkter i døgnet. Jeg kunne ikke sove. Kunne ikke slappe af. Mine opspændte muskler i benene kunne ikke slappe af – kun fysisk hård udfoldelse kunne skabe en følelse af ro, men så skulle jeg jo være igang konstant…
Når jeg en sjælden gang sad alene og roligt i min sofa om aftenen foran flimmerkassen, kunne stramme bluser eller min BH være nok til at jeg følte, at jeg ikke kunne få vejret. Det strammede over brystet på mig. Det rolige øjeblik med mig selv, blev utrygt fordi jeg mærkede en kontant trykken på mit bryst. Mit hjerte hamrede tungt og hurtigt, jeg trak vejret i korte ryk, aldrig hele vejen ned i maven. Jeg udviklede astmalignende symptomer. At sidde sammen med min daværende kæreste føltes klaustrofobisk – jeg ville væk! At ligge i samme seng som kæresten eller mit barn kunne ikke lade sig gøre, ihvertfald ikke hvis jeg skulle være så heldig at kunne få et par timers søvn.
Mit immunforsvar var fuldstændigt skudt i sænk; jeg fik bihulebetændelse hele året rundt. Jeg var en stor betændelsesbunke, havde ørebetændelse, lungebetændelse, luftvejsifektioner.
Samtidigt erhvervede jeg mig tand og kæbe smerter, fordi jeg gik og bed tænderne hårdt sammen, og det var vel og mærke ikke kun om dagen, også om natten. Og neglebideriet hjalp nok heller ikke på det problem!
Min psykolog anbefalede mig at drikke en halv øl de aftener, hvor jeg simpelthen ikke kunne slappe af. Det var ellers imod mit system af regler og påbud om alkohol, at det kun må nydes i samvær med andre. Men jeg fik en øl i ny og næ – havde jeg ikke kunnet styre det, var jeg også blevet alkoholiker!
Jeg ville gerne være alle steder på een gang, og jeg ville gerne kunne træde til med vennetjenester til hver en tid. Jeg ville gerne være social og komme til enhver af de festligheder, der bød sig, og jeg ville også gerne være vært og byde på det helt store gilde med god mad, drikkelse og tilbehør. Jeg kørte på overgear, på mine reserver. For jeg havde opbrugt al den energi der var og havde været der. Men jeg kunne ikke bremse op, jeg kunne end ikke koble ud og gå ned i et lavere gear, det hele foregik i turbofart. Jeg var effektiv som bare fanden! Jeg følte, at der konstant var ydre forventninger til mig, men mest af alt var det nok mine egne forventninger, jeg prøvede at holde trit med…
De gange jeg følte, at jeg havde “fri” var når jeg tog på kurser og sov på kursus stedet. Jeg deltog på en del weekend kurser med maleri. Det var stor frihed for mig. Her var der ingen søn, der forventede noget af mig, ingen familie og ingen kæreste, der kunne stille krav og ingen venner, der så mig på en bestemt måde eller som bad mig om hjælp. Her kunne jeg være mig selv, kunne sove roligt, eller ihvertfald roligere end i mine hjemlige omgivelser.
At jeg blev pludseligt fyret kort før Jul gjorde ikke stress tilstanden bedre, det var som om, jeg følte, at jeg blot skulle træde hårdere og hurtigere i pedalerne også selvom alle alarmer blinkede rødt, så fortsatte min hjerne med at udtænke planer og løsninger. Jeg var ikke et minut nærværende, jeg kendte ikke til det at være her i nutiden, være nærværende og være nær mig selv. Alt foregik ude i fremtiden, og sommetider i fortiden, det var som om alt skulle være hårdt for at det kunne blive godt. Jeg skulle være igang hele tiden. Jeg følte det som et evigt blæsevejr, der hvor jeg befandt mig. Jeg havde altid ondt i ørerne og “våde øjne”.
Den mistede indtægt og sygemeldingen gjorde, at jeg konstant tænkte på økonomi. Det var det mine tanker omhandlede ud over de mange andre planer jeg havde med den undervisning og det job eller den nye uddannelse jeg snart skulle have mig… Men indeni vidste min krop og det havde jeg ikke energi til. Stressen drænede mig og gjorde mig syg af bekymringer.
Men hvordan får man vendt sådan en stress spiral? Hvordan vender man sit handle -og tankemønster?
Det kan en stress rådgiver sikkert svare på…
Eller også kan mine klangoplevelser hjælpe dig.
Dengang mit liv var kørt af sporet og jeg ikke selv kunne finde ud af at hive i nødbremsen eller koble ned i gear – ville jeg ønske, at der var een der kunne hjælpe mig med det. Jeg vidste, at det var min krop og mit sind, der jog mig derud, hvor jeg skulle være effektiv som bare fanden! Havde jeg kendt til begrebet Klangmassage eller til klangmeditation eller Klang og Stilhed, ja så var det absolut den vej jeg ville vælge fremfor beroligende midler som alkohol og medicin. Det var et held, at jeg fik den tanke, at jeg måtte eje en Klangskål eller syngeskål. Og det var et held, at der netop var en helsemesse i mit nærområde, som havde et lille udvalg af klangskåle. Ellers havde jeg nok aldrig fået købt en skål, som kunne give mig den mentale ro, der skulle til og sænke farten i mit mindset, så jeg dermed kunne lære nærværets ro at kende. Ro og nærvær.
Tjek gerne min kalender eller prisoversigten og se om der skulle være noget der tiltaler dig.
Tusind tak for at du læste blogopslaget til ende.
Fredelige Klanghilsner
Anne Viese
Stress rådgiver, Klangmassør, Reiki healer, mindfulness -og meditations underviser. Leder på Klangaktøruddannelsen