Magtkampen om hendes sjæl

2. Kapitel – Grænser

På en måde skræmte hun mig. Den alt for direkte måde, hvor hun gik lige ind i folk. Talte om ting uden filter.

Hun formulerede det hun ville vide med en enkel sætning. Som om hun ikke vidste noget om den normale måde at kommunikere på eller noget om den fysiske afstand, der er, når to mennesker, der ikke kender hinanden, mødes.

Hun stod alt for tæt på mig. Jeg følte min personlige sfære blev overtrådt. Jeg trådte et skridt tilbage. Hun kom nærmere. Ingen grænser. Ingen idé om værdien af grænser.

Jeg trak vejret dybt og roligt, helt ned i lungerne, mærkede hvordan ilten bredte sig helt ned i lungespidserne. Gav mig plads, plads til at bevare mig selv og passe på mit personlige rum.

Også lod jeg hende tale frit fra hjertet.

Stakåndet, få ord og korte sætninger formulerede hun uden at kigge mig ind i øjnene.

Blikket var tomt og fortalte mig at hun havde svært ved at mærke sig selv. Hun følte intet, fordi hun ikke længere kendte sig selv.

Sjælen, gnisten og glæden ved livet, var på vej væk. Som en levende død bevægede hun sig rundt i livet. Det eneste der adskilte hende fra en zombie var at hun kunne tale og tænke med hovedet og føle med hænderne. Hoved og krop var to adskilte dele. To lande med fuldtoptrukne grænser.

Den eneste måde, hvorpå hun kunne bevare den kontakt, vi havde, gik igennem hendes håndflader. Hun var atter borte.

Men ikke længere væk end, at jeg kunne følge hende med øjnene – hele vejen rundt i lokalet.

Jeg håbede på, at køen af mennesker ville ebbe ud eller helt forsvinde, så hun uden forhindringer, kunne lade hånden glide langs væggenes overflader. Jeg ved mig selv at tryghed fik hun skabt i sit indre, og at den tryghed havde et tal. Det var det tal der afgjorde hvor mange gange hun skulle gå rundt, før hun kunne genoptage vores samtale.

Hun kom atter tilbage – helt tæt på. Som to tætte veninder, stod vi der og snakkede. Uden grænser og uden filter.  Hun mærkede ikke sig selv, kendte ikke sine grænser, kendte ikke folks grænser, tænkte slet ikke på dem.

Men hun vidste eet og det var, at jeg havde kendt Tim og jeg måtte fortælle hende om ham, om hans dårlige sider. Så hun kunne vide, at det ikke var hende, der var helt galt på den.

Men væk kunne hun ikke komme. Han havde fanget hende i sit net. Hun ville blot vide, hvad mere, der ventede hende.

Alt det psykiske, de usagte ord. Afstanden også piskene, ordenes piskeslag efterfulgt af tavshed. Total ignorering. Ondskab.