Sprængfarlig adfærd

Deres møder sammen gav hende det, hun drømte om. Hun længdes efter: Lethed, sjov og humørfyldt nærvær. Hun havde mødt ham på net dating.

De første gange de havde mødtes, fik hun det indtryk at han skabte mystik omkring sig. Han var en mand af få ord. Holdte sig fra at bruge lange flatterende sætninger. Han lod hende tale, kun afbrudt af korte sætninger der som en frisbee blev kastet med sådan en fart, at hun blev overrumplet og refleksmæssigt kastede sig efter den i forsøget på at gribe den.

Hun kendte ham ikke rigtigt ikke endnu. Og forventede derfor intet af manden. Men hun ville gerne forsøge at fange hans frisbee’er!

Hun fortalte mig at det hun overbeviste sig selv om, var at det blot var hans måde at få hende til at stoppe op på. Omstille sig. Så hun kunne skabe plasticitet i hjernen.

Hun havde engang lært, at det at kunne bevæge sig fra ét sam-tale emne til et helt nyt emne krævede et overskud rent hjernemæssigt. Det skabte plasticitet i hjernen. Og kunne sammenlignes med hjernegymnastik. Omstilling – evnen til at omstille sig, kunne skabe plasticitet i hjernen. Og det kunne vise om, hvor godt det pågældende menneske mestrede det at være omstillingsparat – med fokus og overskud.

Hun ville gerne vise, at hun havde overskud. Overskud til ikke kun til at tale om sig selv men også til at kunne skifte emne og at kunne sætte sig ind i ord og sætninger, der kom fra andre.

Og nu var hun jo på date. Her skulle hun nok vise ham, at hun var fokuseret. Hun ville gerne være i stand til at kunne gribe den frisbee, han kastede til hende.

Sprængfarlig adfærd

Men noget over ham, fortalte hende at han var fanget i en slags mørke. Hun var tyden der reddede folk. Fra deres mørke. Hun ville af natur gerne hjælpe. Men hun forstod ikke forfor det var vigtigt for ham at standse hendes talestrøm, mens hun var ved at formulere det, der var kernen, det centrale i hendes budskab.

Hun overrumpledes af hans ord, hvilket fik hende til at få en underlig smag i munden. Hun overhørte sine egne kropslige signaler og omstillede sig til de ord han formulerede med sine læber:

“Du tror det er løgn det, jeg fortæller dig, men jeg er ekspert i sprængfarlig adfærd”

Forskrækkelsen fik hende til at grine. Hun brast i latter så tårerne trillede. Flækkede sammen af grin. Klaskede sig på låret for at mærke, hvor hun befandt sig. Drøm eller virkelighed eller et sted midt i mellem.

Han sad dér med sit gravalvorlige og på en måde mystiske ansigtsudtryk. Hun grinede. Og han fortsatte:

“Alt hvad jeg gør, er for min egen vindings skyld!”

Igen kunne hun ikke lade være med at grine. Hun fattede ikke, at han kunne sidde og se så alvorlig ud, når det hele blot var for at være morsom. Han ikke fortrak en mine., men beholdt masken på.

Den mand, der udnævnte sig selv som ekspert i sprængfarlig adfærd.

Sprængfarlig adfærd

Deres møder sammen gav hende det hun længdes efter. Lethed, sjov og humørfyldt nærvær. Hun havde mødt ham på net dating.

Og noget af det første han havde skrevet til hende var:

“Du er ikke min type”

I hans profil tekst stod der at han var selvironisk, havde humør og var altid frisk på en sjov aften med skæve jokes. Rammen var sat. Og hun glædede sig allerede til at møde ham.

“Hvem har sagt, at jeg har lyst til at være sammen med dig?”

Igen een af  hans morsomheder. Hun elskede ham allerede. Han rejste sig pludseligt op og sagde tak for i aften. Hun havde følt, at deres møde var alt for kort. Hun ville gerne have mere tid med ham.

På nettet kontaktede hun ham og spurgte hvordan hans aften ude i byen efter deres møde havde været. Og om han kunne have lyst til at mødes igen. Ugerne gik. Stadig intet svar.. Hun overvejede at skrive igen, men sagde til sig selv, at han jo nok ville genoptage skriveriet, hvis han var interesseret, hvilket hun håbede at han stadig var.

Så snart hun havde tænkt tanken, bippede det på mobilen. En besked fra ham. Hun kiggede. Nej heller ikke denne gang. Hun måtte have tålmodighed.

Det var jo kun godt for forholdet, hvis det ikke gik for hurtigt frem.

”Hvorfor ignorerer du mig- hvad har jeg egentligt gjort dig?”

7 uger gik der også tikkede hans besked ind hos hende. Hun kunne ikke tro det han skrev. Egentligt burde det have været hende der havde skrevet det. For hun havde ingen intentioner om at ghoste nogen. Hun  ville ikke være påtrængende, ville ikke lade ham føle at hun forventede noget af ham. Hun ville prøve at finde ro inden i, så hun kunne fortsætte sin dagligdag uden at tænke på ham hele tiden.

At han skrev som han gjorde kom helt bag på hende. Hun vidste ikke om han lavede sjov eller om det var alvor. Og var det det sidste tydede det på at han havde et lavt selvværd. Og hvis han havde det, var de jo i samme båd.

Han havde skrevet om vejr og vind.  Hun havde krænget sit hjerte ud. Få dage efter mødtes de igen. På samme café som sidst.

“Kan du se hvor ensom jeg er?”

Han havde taget en bunke billeder med, som viste hende motiver af et barn. Og barnet han pegede på mens hans sagde: kan du se hvor ensom jeg er? Det måtte jo være ham, selvom hun  på ingen måde kunne se det lignede ham…

Da hun endeligt havde ro nok indeni, satte hun sig på en stol ved siden af mig. Hun lagde begge sine hænder med håndfladerne nedad på bordet foran sig. Så trak hun vejret dybt og på udånding sagde hun den sætning, der havde boret sig ind i hendes sind efter det første møde med den mand, hun troede var selvironisk: